Historien begynder i året 1921, jeg var 6 år, skulle begynde min skolegang og glædede mig. Lærerinden, fru Madsen kendte jeg, hendes datter legede jeg med hver dag, skolen lå lige i nærheden af vor gård, så der var ikke noget at være bange for.

 Men i de tider blev en ny vej anlagt mellem Skovby og Stollig, og på grund af en længere regnperiode, var vejen til skolen, bundløs. Men min mor vidste råd. Hun bad en af karlene om at bære mig på ryggen derhen, og det var altså min første befordringsmåde, og ikke den ringeste. Vi havde træsko på og skiftesko med.

Skoleklassen duftede af grøn sæbe, gulvolie og bonevoks. Midt i klassen stod en stor sort kakkelovn, der blev fyret op med tørv, som af drengene blev hentet ind fra et lille skur.

Lærerinden tog vel imod os, og vi blev anbragt helt nede foran ved katederet, hvor vi sad ved pulte to og to.

En nyskuret skifertavle havde alle i tornystret. En svamp af lærred der var fastgjort til tavlen i en lang snor, hang og dinglede ud af tornystret. Der sad vi nu, hænderne foldet på pulten og kiggede forventningsfuldt på lærerinden, spændt på, hvad der nu skulle ske.

På væggene hang anskuelsestavler, Danmarkskort og billeder af de kongelige. Det store billede med landskab og dyr, blev brugt til undervisningen. Og så var det naturligvis de store, sorte tavler, som kun lærerinden skrev på med kridt.

Geografitimerne blev mest brugt til at lære »Kleinbahn« — stationerne på remse: Løjt, Barsmark, Skovby, Stollig, Knapp, de stationer kendte vi, dem havde vi passeret en enkelt gang med toget, men kom vi så til de udenbys: Hjordkær, Eckvad, Hellevad osv., så blev det straks sværere. Men det var jo også i den lille »skole« (dvs. klasse).

Skikken var i de tider at man blev flyttet op og ned i bænkeraderne alt efter flid og dygtighed. Det hed sig f.eks.: »Mathies æ kommen en Plads næ...n«. Det var ikke godt. Mathies havde ikke kunnet sine lektier, så blev han fordømt til en plads længere tilbage. I den »store skole« underviste en lærer og han var strengere. Spanskrøret lurede.

Dengang var skoleforløbet sådan, at man gennemgik 4 afdelinger i den lille klasse og flyttedes så efter lærerens skøn ind til ham på den anden side af forstuen.

Religion og især salmevers var vigtige fag i den første tid. Ellers var læsning, stavning og regning hovedfag, men lidt tysk havde vi skam også.

En helt behagelig afbrydelse i timen, var når det pludselig bankede. Alles øjne var rettet mod døren og ind trådte en karl fra en af gårdene med kasketten i hånden og bad om at få nogle drenge fri som klappere til jagt. Det var en stille aftale med bønderne, at de måtte låne nogle elever, — drenge forstår sig, og hvor var vi piger misundelige.

Gymnastik bestod i at vi legede: »To mand frem for en enke« eller »Skære skære havre«, hvilket lærerinden overværede for enden af skolepladsen.

Efter de 4 år oprandt så den dag, da vi skulle oprykkes, altså flytte ind i den »store klasse«.

 Imidlertid blev kun 2 piger flyttet, drengene fra vores afdeling blev siddende. Vi anede intet ondt, men Vorherre bevares sikken opstandelse det gav! Vi var knap nok anbragt i de nye omgivelser, før læreren blev kaldt ud på forstuen. Der var gæster, mødre til drengene, som højlydt beklagede sig over at deres børn ikke var kommet med ind — og med rette, de var mindst lige så dygtige, men læreren ville ikke have flere elever end lærerinden. Og tænk, hvad resultatet blev? Min sidekammerat og jeg blev flyttet tilbage. Vi blev naturligvis kede af det og fældede en tåre.

Men det blev alligevel min far for hårrejsende, så jeg blev indmeldt i Statsskolen i Aabenraa i en 5. underklasse. Så begyndte et nyt afsnit i mit skoleliv.

Artiklen er skrevet af Petrea Schmidt, f. Jespersen og bragt i Aabenraa Statsskoles Samfund - Aarsskrift 1991.

Artiklen er forkortet og bringes efter aftale med Petreas familie.