Romertidens dygtige ingeniører vidste godt, hvad man kunne bruge vandløb til. De byggede fantastiske akvædukter til at lede vand frem til byernes befolkninger i hele det romerske rige og var også mestre for romernes vandmøller, der kunne formale korn til mel og meget andet.

Så avancerede var man endnu ikke herhjemme, hvor vandmøllebyggeri først er påvist af arkæologerne lige omkring 1000-tallet.

Der var flere årsager til det herefter stigende antal vandmøller. Dels var der en generel fremgang i landbruget i Danmark i perioden 1100-1200, blandt andet på grund af indførelsen af forbedrede redskaber til selve dyrkningen, hvor ploven afløste den gammeldags ard. Høsten blev effektiviseret ved indførslen af en ny og mere effektiv segl. Alt dette betød et øget behov for en mere effektiv forarbejdning af kornet, der frem til 1100-tallet blev forarbejdet med den mandskabskrævende håndkværn.

Mølleerhvervet var oprindeligt et frit erhverv i Danmark og hertugdømmerne. Enhver, der ejede jord, hvor der både var vandløb og et fald, der kunne udnyttes, kunne frit opføre en mølle.  De første møller har sandsynligvis været ret primitive og været brugt til formaling af eget og måske naboernes korn.

Vandmøller blev allerede i 1100-tallet brugt til andet end at formale korn.

Tommerup kloster i Skåne havde således i 1161 en vandmølle – en såkaldt

stampemølle - til at valke, dvs. vaske og filte, uldent stof. Det var dog især

fra 1600-tallet, at man opdagede vandkraftens store potentiale i forbindelse

med industriel produktion.

Efterhånden som møllerne blev større og med mere maskineri, steg omkostningerne

til deres opførelse og vedligeholdelse betragteligt, og det var herefter primært gejstlige institutioner, kongen og store jordbesiddere, der lod møllerne bygge og ejede dem. Meget tyder på, at det især var med klostervæsenets opståen og udbygning i 1100-tallet, at vandmøllebyggeriet i Danmark kom i gang, hvor specielt cistercienserordenen medbragte og udbredte den viden, de havde med fra moderklostrene i Frankrig.

Mølleejerne var klar over, at der lå en god indtægtskilde i afgifter, der kunne kræves af møllerne for formaling af korn og det kan da heller ikke undre, at man allerede fra 1100-tallets slutning forsøgte at indføre mølletvang – dvs. at bønderne skulle anvende en bestemt mølle

Da kongen efter reformationen i 1536 overtog klostrenes møller, blev disse for en dels vedkommende herefter overdraget til adelen. I kongeriget havde godsejerne også før den tid kunnet indføre en møllepligt i fæsteaftalerne for godsernes fæstebønder, således at de forpligtede sig til at benytte godsets egne møller. I Slesvig blev der herefter en egentlig mølletvang, således at alle bønder, både selvejere og fæstere, var forpligtet til at bruge en bestemt mølle uanset at en nærmere liggende mølle ville have været mere praktisk.

Danske Lov fra 1683 stadfæstede mølletvangen, der blev ophævet i Slesvig ved en provisorisk forordning af 21. november 1852 og herefter blev møllenæringen frigivet i hele kongeriget i 1862.