Frederik Ernst Jørgensen Løjt (1869-1952).

Kunst- og dekorationsmaler.






Frederik Jørgensen Løjt blev født i 1869 i Løjt Kirkeby. Hans far var skibskaptajn, og hele familien sejlede på de store have en del af Jørgensen Løjts barndom. Efter at 2 af Jørgensen Løjts yngre brødre døde til søs, opgav faderen sejlerlivet, og familien slog sig ned i Løjt Kirkeby, hvor faderen blev sparekassedirektør.


Efter Jørgensen Løjts konfirmation, kom han i malerlære i Aabenraa. Målet var at blive kunstmaler, så efter endt læretid søgte han ind på en malerskole i København. I denne periode lavede Jørgensen Løjt forskellige dekorationsopgaver, bl.a. malede han, i forbindelse med den store nordiske udstilling i 1888, den kæmpestore Tuborg flaske som stadig står som et vartegn i Hellerup. Han var også i en periode teatermaler ved Dagmarteatret i København.


I 1888 emigrerede Jørgensen Løjt til Amerika for at prøve lykken. Først forsøgte han sig som dekorationsmaler i New York. I fritiden malede han billeder, som han solgte for 5 dollars stykket. Fra 1890 var han dekorationsmaler på et hotel i Florida. Allerede efter 4,5 år, rejste han tilbage til Europa, hvor han arbejde sig frem som rejsende håndværkersvend. Han rejste fra London til Scotland og herfra videre til Paris, Schweiz og Tyskland.


I 1902 kom han til Haderslev, hvor han bosatte sig frem til sin død i 1952.
Jørgensen Løjt var en dygtig håndværker. Hans foretrukne motivkreds var huse,

bygninger og gader som han omhyggeligt skildrede. Hans værker vidner om en

god forståelse for komposition, farver og perspektiv.

Han kunne også kunsten med portrætmalerier. Hans portræt af Jacob Michelsen

bærer præg af lidt inspiration fra Van Gogh.

 








Kilde: Arkiv.dk

Jyllands Posten 1984

Kirkebogen, Løjt Sogn 1869

Haderslev Bibliotek, Lokalsamling