Nyhedsbrev nr. 16
Kære medlemmer.
Løjt Lokalhistoriske Forening vil gerne ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår. Samtidig takker vi for den opbakning, vi igen har fået igennem året med jeres medlemskab, men også opbakning til vores arrangementer. Her kan bl.a. nævnes Kulturdagen. Denne gang afholdt vi arrangementet sammen med Løjt Seniorforening. Vi tilbød kaffe og hjemmebag, ”Lotte” kørte to ture på Løjt Land, og sangkoret sang Løjt og Barsøsange. Desuden udstilling på stande som kunne fortælle noget om, hvad de to foreninger kan tilbyde.
Også i år har vi modtaget en masse spændende effekter til vores museum, Bestyrelsen vil gerne takke for alle disse gaver, som kun kan gøre vores samling mere og mere spændende.
Samtidig vil vi gerne takke alle vores frivillige. Uden dem ville vi have mange opgaver, som ville være svære at få løst. I år fik vi to nye guider, som også fremover vil hjælpe os med rundvisninger på Rundemølle.
Igen i år har vi haft mange rundvisninger på Rundemølle Museum. Også vores Åbent Hus søndage i juli måned blev vel besøgt og bestemt noget, vi vil gentage i 2026.
Vi har nu fået indrettet vores nye lokaler på Forsamlingshuset. Arkivmaterialet fra Rundemølle er blevet flyttet, og vi har fået skabt en fin arbejdsplads til at håndtere eksisterende og nyt materiale.
På Rundemølle har vi fået nye tidssvarende el-radiatorer. Disse blev sponseret af Nordlys. Stor tak for deres bidrag. Vi er i stigende grad begyndt at søge sponsorater. Som lille forening og med begrænsede midler er det en nødvendighed at kunne tilføje lidt til vores økonomi. I øjeblikket søger vi midler til indretning og indkøb af it-udstyr på Forsamlingshuset. Vi håber dermed på sigt at kunne yde bedre service til vores medlemmer. Vi oplever flere og flere henvendelser omkring vores billede og arkivmateriale. På Rundemølle havde vi ingen mulighed for internet opkobling.
Vi har fået nedsat en lille gruppe, som fra 2026 vil publicere flere artikler. Vi forestiller os at bidrage med fire stykker til Fællesbladet og to, som vi udsender sammen med de kommende Nyhedsbreve.
Desuden har vi fået fastlagt datoen for Generalforsamlingen til den 17.3.2026 kl. 19.00 i Løjt Forsamlingshus.
Tak for året 2025 og vi glæder os til at se jer, også i 2026.
Mange hilsner.
Løjt Lokalhistoriske Forening
Bestyrelsen og frivillige.
Linda O. Nissen