Løjt Lokalhistoriske Forening

llflogo edited1

Nyhedsbrev nr. 5 - 2020

Kære medlemmer.

Corona-virussen var i foråret årsagen til, at foreningen måtte aflyse den annoncerede generalforsamling, da regeringen havde forbudt forsamlinger på mere end 10 personer.

Siden har regeringen lempet restriktionerne, men den forventede lempelse til, at 200 personer kunne forsamles uden videre, blev ikke til noget som følge af et stigende smittetal.

Foreningen fik dog her lov til at afholde en generalforsamling med op til 200 deltagere såfremt deltagerne blev placeret med en meters afstand, blev siddende ned under hele mødet og at alt skete under iagttagelse af de påbudte hygiejneregler. Dette betyder, at foreningen ikke vil kunne tilbyde selv et mindre traktement (f.eks. en kop kaffe) eller sikre en foredragsholder, og omstændighederne vil sandsynligvis gøre, at generalforsamlingen ikke får det sædvanlige hyggelige forløb og formentlig også betyde en meget lav deltagelse.

Efter regeringens sidste udmelding om forholdsreglerne i forbindelse med Corona-smitten har bestyrelsen telefonisk og pr. mail drøftet – HVAD GØR VI NU?

Foreningen har haft valget mellem at afholde en generalforsamling som skitseret med udgifter til leje af en stor sal og med risiko for meget sparsomt fremmøde eller – som andre foreninger har gjort – at udskyde generalforsamlingen til 2021.

Efter en udsendt mail til bestyrelsen om problemet, har formanden modtaget tilbagemelding om, at der i bestyrelsen er en vis bekymring for en evt. kommende ”2. bølge Corona” samt et ønske om at udskyde generalforsamlingen til 2021.

Bestyrelsen kan således konkludere, at den vedtægtsbestemte generalforsamling 2020 udskydes til afholdelse senest i april 2021, dog afhængig af de til enhver tid gældende myndighedsbestemmelser.

Ved den annoncerede generalforsamling 2020 var følgende på valg: Formand Alf Lund Madsen, næstformand Bjarne Carstensen, kasserer Rita Hansen og sekretær Karen Lildholdt.  Bestyrelsen vil fungere frem til kommende generalforsamling, idet Alf Madsen, Bjarne Carstensen og Rita Hansen genopstiller. Karen Lildholdt genopstiller ikke, men vil fungere som bestyrelsens sekretær og arkivar frem til generalforsamlingen.

I vores lange, ufrivillige pause: Besøg foreningens Facebook-side med billeder og indlæg.  Desværre er vores fine, nye hjemmeside blevet hacket og er derfor ikke tilgængelig indtil videre. Der vil blive orienteret via Facebook-siden.

Vi i bestyrelsen passer på os selv og hinanden og siger til jer alle: Pas på jer selv !

Generalforsamling 2020 udskydes hermed til afholdelse i 2021.

Mange venlige hilsner og ønsket om et lunt og Corona-frit vinterhalvår til jer alle

BESTYRELSEN

­