Løjt Lokalhistoriske Forening

llflogo edited1

NYHEDSBREV nr. 4.

Kære medlemmer.

Bestyrelsen sender Jer hermed en julehilsen med lidt nyt -

DET GAMLE LØJT 2019.

Det Gamle Løjt 2019 udkommer i begyndelsen af december.  Pris pr. bog er 225 kr. plus porto ved forsendelse 60 kr. – dog portofrit på Løjt Land. Forudbestilling kan ske ved indbetaling af beløbet til foreningens konto Sydbank 7910 1063307 – husk venligst at angive navn og adresse. Bogen kan også købes i Superbrugsen og hos boghandleren. Bogen er i det gode, velkendte format og indeholder artikler, der spænder vidt - om søens folk og deres familier, det gamle Blaasholm og dets ejere, om mindesten og kartografen Johannes Mejer med mere. Formanden har skrevet mindeord om foreningens afdøde formand Erling Madsen og der er en lille artikel om bestyrelsens arbejde siden 2018.

Løjt Lokalhistoriske Forening på Facebook.

For at synliggøre foreningen er der etableret en ny Løjt-side på Facebook, ”Det Gamle Løjt i billeder”, der administreres af Helga Hansen og Linda Oldenburg Nissen.

Foreningens hjemmeside – den gamle og den nye.

Foreningens gamle hjemmeside – www.llhistorie.dk – vedligeholdes nødtørftigt indtil den nye hjemmeside bliver tilgængelig, formentlig i det tidlige forår. Bestyrelsen har haft lejlighed til at se opbygning og faciliteter i den nye hjemmeside og synes, det ser meget lovende ud. Den nye hjemmeside giver virkelig mulighed for på sigt at præsentere foreningens store fotosamling og kan også vise video’er, blandt andet har foreningen en video, hvor Erling Madsen fortæller om Rundemølle.

Kommende medlemsarrangement og generalforsamling 2020.

Bestyrelsen arbejder med at arrangere en medlemsaften i foråret med visning af fotos fra fotosamlingen. Når der er fastlagt nærmere, vil der blive udsendt indbydelse til medlemmerne. Vi kan allerede nu oplyse, at generalforsamlingen afholdes tirsdag den 31. marts 2020.

Nye ”hvidvask-regler”.

Nye ”hvidvask-regler” har medført, at bankerne stiller nye krav til f.eks. formuleringen af foreningers vedtægter. Dette betyder ikke så meget for vores forening, men banken har ønsket, at en sætning i vedtægternes § 7 skal udgå. Dette vil blive forelagt til godkendelse på den kommende generalforsamling..

LØJT LOKALHISTORISKE FORENINGs bestyrelse og frivillige ønsker til slut alle medlemmer en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Med venlig hilsen fra BESTYRELSEN FOR LØJT LOKALHISTORISKE FORENING

Alf Madsen, formand          / 

Karen Harder Lildholdt, sekretær

­