Løjt Lokalhistoriske Forening

llflogo edited1

Kære medlemmer.

En sommerhilsen fra foreningen samt en lille opdatering af hvad, der er sket i de foregående måneder.

Igen var Danmark ramt af nedlukningen, men heldigvis denne gang kun kortvarig. Hvilket betød at vi kunne afholde vores Generalforsamling planmæssigt den 7. april. Her mødte ca. 30 personer op. Ifølge vedtægterne var i alt 4 bestyrelsesmedlemmer, suppleanten og en revisor på valg. Alle ønskede genvalg og blev godkendt af forsamlingen.
Som afslutning på mødet blev der serveret kaffe/kage samt vist en gammel video, hvor Løjt Sogns sidste sognerådsformand før kommunesammenlægningen Christian Skovmand blev interviewet af lærer Hansen. Det fulde referat fra Generalforsamlingen kan læses på vores hjemmeside under menupunktet ”Om foreningen”. www.lojtlokalhistorie.dk

Den 7. maj havde vi planlagt rengøringsdag på Rundemølle. Her mødte i alt 12 personer op, og igen med hjælp af Landsby Pedellerne.
I juni måtte vi dog igen indkalde frivillige til at hjælpe med at afdække vores effekter på Rundemølle.  - Og igen her i juli til at fjerne afdækningen. Bygningerne har indvendigt været udsat for ormeangreb, og vi har i flere år bøvlet med smulder og støv fra ormehullerne. Vi har derfor haft et firma til at behandle træværket.

Foreningen deltog i juli i Kulturnatten. Vi havde lånt lokaler på Brandstationen. Her havde vi arrangeret en mindre udstilling af effekter fra vores museum, og det var muligt at købe kaffe og kage. Desuden havde vi lånt bussen Lotte, som kørte to ture rundt på Løjt Land med stop flere steder, hvor passagerne fik vist og fortalt om de forskellige seværdigheder. Henrik Petersen var chauffør og Peter Petersen var guiden. Bestemt noget vi vil gentage. Busbilletterne blev ”revet” væk, og Brandstationen havde mange besøgende.

Vi er blevet opfordret til fremover at bidrage med artikler i Løjt Fællesblad. I juni udgaven bidrog vi med en artikel om Løjt Lokalhistoriske Forenings historie. September udgaven vil indeholde en historien om Løjts to Genforeningsten.

Vi har fået nedsat et Bogudvalg. Vi har måttet erkende, at det er blevet vanskeligere at få solgt nye bøger. Det blev derfor besluttet at henstille til bestyrelsen, at vi fremover trykker et hæfte indeholdende tre ”gamle” historier og et par nye. Disse vil blive udgivet hvert andet år og udleveret gratis til vores medlemmer.

Foreningen er utrolige taknemlige for alle vores frivillige. For at honorere disse besluttede Bestyrelsen at invitere de frivillige til en rundvisning i Christiansfeld hos Brødremenigheden. Lørdag den 25. juli og i strålende solvejr tilbragte vi nogle meget interessante timer i Christiansfeld. Vores guide evnede at fængsle os alle med hendes fortællinger og store historiske viden.

Sæt allerede nu et X i kalenderen. Den 27. august fra kl.13-16 har vi planlagt en medlemsdag med rundvisning på Rundemøllemuseum efterfulgt af et lille traktement. Invitation vil blive udsendt senere.

Mange venlige hilser
Bestyrelsen og frivillige Løjt Lokalhistoriske Forening

­